Kompetencer
Belægning og overflader
Belægninger kan være smukke, taktile og næsten selvfølgelige. Små afvigelser bliver til gengæld hurtigt synlige.
Linjerne skal fortsætte, materialemøderne være præcise, og faldet føre vandet den rigtige vej. Når det lykkes, ser det enkelt ud. Det er det sjældent.
Fra den enkelte sten til den store flade handler belægningsarbejdet om præcision. Men også om materialerne: hvad de kan, hvor længe de skal holde, hvor de kommer fra – og om noget af det, vi har brug for, allerede findes på pladsen.
MøllerLøkkegaard udfører belægninger og overflader i byrum, parker og landskaber – både i nye anlæg og i projekter, hvor eksisterende materialer skal bevares eller bruges igen.
En sten kan godt ligge lige og stadig ligge forkert
En belægning bliver læst som en helhed. Hvis en linje knækker det forkerte sted, et mønster forskubber sig eller en overgang ikke er løst ordentligt, kan det aflæses i hele fladen.
Derfor handler præcision ikke kun om den enkelte sten. Linjer, mønstre, skæringer, afslutninger og materialeskift skal holde retningen gennem hele anlægget.
På Postbyen i København bliver det ekstra tydeligt. Her realiseres det samme landskabelige designsprog over flere år, etaper og entrepriser. MøllerLøkkegaard har blandt andet arbejdet på etape 2 og omkring Villa Copenhagen, hvor designkonceptet går fra de store landskabelige forbindelser helt ned i belægningernes mønstre og taktile detaljer.
Når det samme udtryk skal videreføres på tværs af etaper, er præcision ikke kun et spørgsmål om millimeter. Det handler også om at forstå, hvilken idé detaljen er en del af.
Belægninger i Postbyen
Nogle gange begynder en ny belægning med de gamle sten
Når en eksisterende belægning har kvaliteten til det, kan sten og fliser tages op, sorteres og lægges igen. Det er den mest direkte form for genbrug: Materialet fortsætter i samme funktion, og den værdi, der allerede ligger i det, bliver på pladsen.
Der er ikke meget vundet ved at knuse en god sten, hvis den kan lægges igen.
I Amaliehaven skulle restaureringen føre haven tilbage mod Jean Delognes oprindelige udtryk fra 1983. De eksisterende belægninger var derfor en del af selve restaureringsgrebet.
MøllerLøkkegaard stod for brolægning, jord og kloak. Her var kunsten ikke at få materialerne til at se nye ud – men at få haven til igen at ligne sig selv.
Materialer, der ikke kan bruges igen i deres oprindelige funktion, kan stadig have værdi andre steder i anlægget.
Egnede mineralske materialer kan efter sortering og bearbejdning bruges som erstatning for nye råstoffer i andre dele af anlægget, og opbrudt asfalt kan indgå i ny produktion.
Genbrug kan også have en værdi, der ikke kan måles i ton og CO₂.
I Kranparken er spor fra det gamle havneterræn bevaret i den nye park. Blandt andet er tunge granitkajkanter og andre eksisterende elementer indarbejdet sammen med nye belægninger og grønne flader. Genbruget sparer på nye ressourcer og er samtidig med til at bære havnens historie videre.
Genbrug i Kranparken
Det første regnestykke er ikke altid det sidste
Materialevalg har en tidshorisont.
Det, der giver mening i anlægsfasen, kan få en anden vægt, når hele materialets levetid regnes med. Levetid, vedligeholdelse, mulighed for senere genbrug, transport og oprindelse har betydning for både den samlede økonomi, klimaaftrykket og ressourceforbruget over tid.
En betonflise, en teglklinke og en granitsten kan alle være det rigtige valg – men af forskellige grunde. Produktionsform, transport, levetid og mulighed for genbrug spiller hver især ind i den samlede vurdering.
Derfor siger materialets navn ikke i sig selv nok om det samlede klima- og ressourceaftryk. En natursten kan eksempelvis holde længe og bruges igen, mens oprindelse og transport samtidig kan have stor betydning.
Materialevalget ligger ofte hos landskabsarkitekt og bygherre. Bliver vi inddraget i dialogen, kan vi bidrage med erfaring fra udførelsen: Hvad kan bevares eller genbruges? Hvad kræver materialet i praksis? Og er der alternativer, som er værd at undersøge?
Det, man ser, er overfladen
Det meste af det, der får en belægning til at holde, bliver dækket til.
Bund, bærelag og komprimering skal passe til den belastning, arealet skal udsættes for. Fald og afvanding skal fungere. Riste og dæksler skal lande rigtigt i fladen. Og overfladen skal kunne holde til dem, der går, cykler og kører på den.
Når anlægget står færdigt, er arbejdet ikke længere synligt. Kvaliteten viser sig i, at belægningen bliver ved med at fungere.
Det arbejder vi med
- Belægninger i natursten, tegl og beton
- Chaussésten, brosten, fliser og belægningssten
- Optagning, sortering og genlægning af eksisterende belægninger
- Genbrug og genanvendte materialer, hvor projektet og materialerne egner sig til det
- Kantsten, mønstre, skæringer, afslutninger og materialeskift
- Riste, dæksler og øvrige detaljer i belægningen
- Bundopbygning, fald og afvanding
- Asfalt- og grusoverflader som del af samlede anlægsprojekter
Skal vi se på belægningen,
før den ligger helt fast?
Vi tager gerne en tidlig snak om materialer, eksisterende belægninger og de detaljer i projektet, der kan få betydning for udførelsen – også når der er mulighed for at bruge noget af det, der allerede er der.