Virksomheden

Historien

En rigtig virksomhed fra dag ét. Den så bare ikke sådan ud endnu.

Spørger man Anders Møller og Søren Løkkegaard, hvornår MøllerLøkkegaard blev en rigtig virksomhed, får man ikke helt det samme svar.

For Søren er svaret dag ét. Anders peger på et andet øjeblik mange år senere, da han kørte ind til det nye domicil og fik følelsen: Nu er det for alvor en rigtig virksomhed. 

Begge svar kan godt være rigtige. 

For at forstå hvorfor, skal man tilbage til et kælderrum på ni kvadratmeter i Fuglebjerg.

En rigtig virksomhed på ni kvadratmeter

Det første kontor blev indrettet i et kælderrum i Sørens hjem i Fuglebjerg. Ni kvadratmeter med en arbejdsplads til to, et lille rundt bord og et skab. Værktøjet stod blandt andet i garagen og ude hos Anders. 

Det var ikke meget at vise frem.

Til gengæld havde Anders og Søren allerede gjort sig tanker om, hvilken virksomhed de ville bygge. Ikke hvor mange mennesker den skulle bestå af, eller hvor den en dag skulle holde til. Men om retningen.

Og selv om virksomheden boede i en kælder, skulle kunden ikke kunne mærke det på kvaliteten eller samarbejdet.

Det handlede ikke om at se større ud, end man var.

Det handlede om at tage arbejdet alvorligt fra begyndelsen.

Belægninger i Postbyen

Først kom folkene

Det varede ikke længe, før de opgaver, Anders og Søren sagde ja til, krævede flere hænder.

Der kom medarbejdere til. Flere fagligheder. Flere opgaver, biler og maskiner. Kontoret rykkede ud af kælderen og op i Sørens forhave – først i to skurvogne, siden tre, da der også blev brug for et møderum.

Når Anders ser tilbage, undrer han sig næsten over, at de kunne få dygtige mennesker fra etablerede virksomheder til at møde ind dér. Søren beskriver det som at få folk til at tro på projektet.

Det er måske et vigtigere vendepunkt i historien end den første store entreprise eller det næste kontor.

For fra da af blev MøllerLøkkegaard også formet af dem, der kom til.

Der må gerne gå sport i det

Det er svært at lave noget sammen i MøllerLøkkegaard, uden at nogen på et tidspunkt spørger: Hvem vandt?

Det gælder mellem kolleger, over for andre virksomheder – og bestemt også mellem Anders og Søren.

På en teamdag er sæbekassebiler nu engang sjovere, hvis man kan måle, hvem der kører hurtigst. Det lyder måske som en lille ting. Men den samme energi findes i arbejdet.

For Søren er konkurrenterne både nogen, man gerne vil slå, og nogen, der er med til at gøre én bedre. “Det løfter os bare og gør det sjovt,” siger han.

Det betyder ikke, at alt skal være en konkurrence. Men lysten til at præstere, blive bedre og helst vinde har været en del af motoren hele vejen.

Genbrug i Kranparken

Relationer og resultater er ikke modsætninger

Konkurrencegenet er kun den ene side af historien.

En af de tidlige private kunder følger stadig virksomheden mange år senere og svarer på hilsner og nyhedsbreve. Det er ikke en stor historie. Men den siger noget om, hvad der også har været vigtigt hele vejen. Opgaven sluttede. Kontakten gjorde ikke.

Man må gerne ville vinde opgaven. Men når den er færdig, skal begge parter helst have lyst til at arbejde sammen igen.

Tre Gazeller fortæller ikke hele historien

Ved kaffemaskinen står MøllerLøkkegaards fire Gazeller som synlige tegn på, at virksomheden er vokset hurtigt. De kan få væksthistorien til at se ret lige ud. Det var den bare ikke.

På et tidspunkt gik økonomien den forkerte vej. Søren brugte en måned på at gå sager, timer og økonomi igennem, mens Anders begyndte at regne på, hvad der kunne sælges, hvis det blev nødvendigt.

De måtte også erkende, at de ikke havde reageret hurtigt nok, når enkelte sager begyndte at skride.

Det blev vendt samme år. Men erfaringen blev hængende. I anlæg er marginerne små, og der skal ikke meget til, før en sag ikke længere er en god forretning.

Det er også en del af forklaringen på den sult og skarphed, Anders og Søren stadig vender tilbage til i dag.

Til sidst fulgte rammerne med

Kælderen blev til skurvogne. Skurvognene til et kontor, der i begyndelsen faktisk var så stort, at et ledigt rum kunne bruges til bordtennis.

I 2023 traf Anders og Søren den endelige beslutning om at bygge selv.

Da det nye domicil tog form, oplevede både Anders og Søren, at der skete noget. Anders husker følelsen af at køre ind på kontoret og tænke, at nu var det for alvor en rigtig virksomhed. Søren holder samtidig fast i, at den havde været det hele tiden. 

Rammerne kom til at ligne virksomheden. Ikke omvendt.

Det skal stadig føles som MøllerLøkkegaard

Da Anders og Søren bliver spurgt, hvad fra de første år de ikke har lyst til at miste, kommer svarene lidt i munden på hinanden: kammeratskab, ærlighed, ægthed og nysgerrighed. Og så retningen: Vi er anlæg.

Virksomheden må gerne blive større. Det må bare ikke betyde, at man holder op med at være nysgerrig, mister lysten til at blive bedre eller bliver så tilfreds med sig selv, at konkurrenterne får lov at løbe forbi.

De ydre rammer gør heller ikke virksomheden alene. Anders’ egen konklusion er enkel: Man kan skabe mange rammer. I sidste ende er det menneskerne, det kommer an på.

MøllerLøkkegaard er blevet noget andet end den virksomhed, der begyndte på ni kvadratmeter i 2014. Det skulle den også gerne.

Men hvis det stadig skal føles som MøllerLøkkegaard, er det ikke kælderen eller skurvognene, der skal bevares. Det er noget af det, man tog med sig derfra.

Huset står færdigt. Virksomheden er det ikke.