Søg job
Branchens landshold – Vores kultur
Branchens landshold – vores kultur
Vi er mange mennesker med forskellige fag, roller og måder at arbejde på. Det er en styrke. Men det stiller også krav til, hvordan vi samarbejder, tager ansvar og får vores forskellige styrker til at spille sammen.
Derfor arbejder vi bevidst med vores kultur. Ikke for at gøre alle ens, men for at have et fælles udgangspunkt for, hvordan vi arbejder sammen, og hvad vi kan forvente af hinanden. Det arbejde kalder vi ”Branchens landshold – vores kultur”.
Vores 8 grundprincipper – spillereglerne der definerer os
MøllerLøkkegaard er et stærkt vi-fællesskab med nærhed på tværs af virksomheden. Vi tjekker ind, deler viden og hjælper hinanden – også når det brænder på privat. Vi står op for hinanden og MøllerLøkkegaard. Fælles aktiviteter og arrangementer samler plads og kontor. Det forventes, at man stempler ind i fællesskabet. Ledelsen er synlig i fællesskabet, og succeser fejres med alle. Det skaber en stærk holdånd.
Hos MøllerLøkkegaard er der plads til forskellighed – i præferencer, baggrund og behov. Vi matcher opgaver og projektteams til mennesker og behandler folk forskelligt for at behandle dem lige. Du møder ind som den, du er, så længe du bidrager positivt til fællesskabet og målet. Vi værner om det hele menneske og tror på, at hvis du er i balance, leverer du bedre på arbejdet. Derfor giver vi opbakning, støtte og plads til hjemmefronten – mod en klar forventning om, at du giver igen. Sådan skaber vi kvalitet, loyalitet, stabilitet og fastholdelse.
Der er åbne døre på alle niveauer i MøllerLøkkegaard og kort vej til beslutninger. Alle kan byde ind – og alle input tages alvorligt uanset titel eller anciennitet. Her er både kunder, ledere og medarbejdere samarbejdspartnere. Vi anerkender bidrag, ordentlighed og ærlighed. Vi tager ansvar på tværs: for de små praktiske ting, for den faglige kvalitet og for at opgaven lander hos de rette og mest kvalificerede. Det holder tempoet højt og gør eksekvering enkel.
MøllerLøkkegaard er kendt for høj kvalitet og en vedvarende stræben efter at blive bedre – både som hold og som individer. Vi opfordrer til og understøtter kontinuerlig udvikling. Fejl håndteres professionelt og betragtes som læring og omsættes hurtigt til justeringer og konkrete forbedringer. Alle tager ansvar for at dele erfaringer løbende, så vi sammen kan løfte niveauet – konstant og målrettet.
Med rammer skaber vi i MøllerLøkkegaard struktur, der sikrer høj kvalitet og fremdrift. Inden for disse rammer har vi metodefrihed til at finde den bedst mulige løsning, så længe kvaliteten er høj, og vi holder momentum. Tilliden er stor, og forventningen er klar – vi arbejder selvstændigt og proaktivt og beder om hjælp i rette tid. Friheden følges af faste deadlines, løbende sparring og økonomisk ansvarlighed. Det øger motivationen og får os til at levere de ekstra 10%.
Det skal være sjovt og motiverende at gå på arbejde i MøllerLøkkegaard. Derfor skaber vi sammen en kultur præget af god energi og uformel varme. Vi har en forventning til, at alle bidrager med konstruktiv energi og en positiv, løsningsorienteret indstilling. Alle har ansvaret for stemningen og energien i rummet. Den gode stemning danner fundamentet for godt samarbejde i MøllerLøkkegaard.
MøllerLøkkegaard går efter at være branchens landshold. Vi måler os på det, der tæller i hverdagen: kvalitet, fremdrift, økonomi og kundetilfredshed. Vi fejrer sejre – stort som småt, og alle går op i at skabe gode resultater sammen. Ambitionen er høj, tonen er ordentlig, og alle bidrager til at vinde kampen hver gang. Det gør, at kunderne vælger MøllerLøkkegaard, fordi vi leverer bedre – med tempo, ordentlighed og løsninger.
MøllerLøkkegaard møder både kunder og kollegaer med fokus på at få ting til at virke. Det betyder, at vi holder snuden i sporet og koncentrerer os om det, vi kan påvirke – uden at bruge energi på forhold, vi ikke kan ændre. Det betyder ansvarlighed, hurtig handling og at komme med løsninger frem for problemer. Den løsningsorienterede tilgang giver et smidigt samarbejde og skaber langvarige relationer.
Belægninger i Postbyen
Whole Brain – vi spiller alle pladser på holdet
På et landshold er vi ikke ens – heldigvis for det. Nogle har blik for detaljen, mens andre ser de store linjer. Nogle har naturligt fokus på mennesker og relationer, mens andre hurtigt ser den praktiske vej frem.
Med Whole Brain bliver vi klogere på, hvordan vi hver især foretrækker at tænke, kommunikere og løse opgaver. Ikke for at sætte hinanden i kasser, men for at forstå vores forskelligheder og bruge dem som en styrke.
Når vi kender både vores egne og hinandens præferencer, bliver det lettere at forstå hinanden, samarbejde og få forskellige perspektiver i spil. Vi skal ikke være ens. Vi skal være gode til at spille hinanden gode.
Genbrug i Kranparken
Energipyramiden – hvor meget er der på tanken?
For at vi kan levere den kvalitet, vi er kendt for, skal vi have energi og overskud. Energipyramiden minder os om, at vi skal passe på vores egen og hinandens energi – og tage ansvar, når noget er ude af balance.
Pyramiden ser på fire sider af vores energi: den fysiske, den følelsesmæssige, den mentale og den energi, der kommer af at opleve mening med det, vi laver.
Det handler om alt fra nattesøvnen til humøret i skurvognen kl. 07.00. Vi kan hjælpe hinanden, men vi har også selv et ansvar for den energi, vi tager med ind i arbejdet og fællesskabet.
Kultur er noget, vi laver sammen
Kulturen bliver til i hverdagen – i måden vi arbejder sammen, tager ansvar og behandler hinanden på.
Og den er vi alle sammen med til at forme.